27. dec. 2019
Af Marianne Singer

Ari Behn får helt særlig bisættelse

prinsesse märha louise
Prinsesse Märtha Louise og Ari Behn.
Foto: Mega
Alle er velkomne til Ari Behns bisættelse, når den finder sted fredag den 3. januar.

Sorgen har været overvældende hos både familien og rundt omkring i Norge, efter at det første juledag blev meddelt, at prinsesse Märtha Louises eksmand, Ari Behn, i en alder af 47 år havde taget sit eget liv.

Efterfølgende strømmede det ind med kondolencer og medfølende hilsener til de efterladte, deriblandt prinsesse Märtha Louise og Ari Behns tre døtre, Maud Angelica, 16, Leah Isadora, 14, og Emma Tallulah, 11.

Et sidste farvel

Nu får mange af de sørgende mulighed for sammen med familien at sige et sidste farvel til den folkekære forfatter, når han, ifølge norske VG, bliver bisat fra Oslo domkirke fredag den 3. januar klokken 13.00.

Det er Geir Håkonsund, der har været Ari Behns manager, som over for avisen bekræfter tid og sted på vegne af familien.

Naturligt valg

- Familien vil gerne have, at alle, der ønsker det, har mulighed for at sige et sidste farvel til Ari. Med tanke på det store fremmøde, man forventer, og de sikkerhedshensyn en sådan bisættelse kræver, er Domkirken i Oslo et naturligt valg, lyder det fra Geir Håkonsund til VG.

Det bliver biskop Kari Veiteberg fra Oslo, der kommer til at stå for bisættelsen.

Plads til mange

Programmet er endnu ikke fastlagt for dagen.

Der vil også være repræsentanter fra regeringen tilstede, skriver VG.

Oslo Domkirke har plads til 900 mennesker.

Læs mere om: