26. dec. 2022
Af Marie Krakau

Bekymringen har været stor: Nye billeder er godt nyt for den norske kongefamilie

Den norske kongefamilie fotograferet i forbindelse med julen i 2021.
Den norske kongefamilie fotograferet i forbindelse med julen i 2021.
Foto: Ritzau Scanpix
Kong Harald har været indlagt op til jul, men nye billeder bringer håb om, at kongen snart er helt frisk igen.

Norges kong Harald blev i midten af december indlagt med en infektion, det oplyste det norske hof mandag d. 19. december.

Det blev oplyst, at kongen fik antibiotika intravenøst og at hans tilstand var stabil.

Bekymringen for kongen var dog stor. Han har været indlagt flere gange de sidste par år, og det var usikkert hvor længe han skulle blive på hospitalet denne gang.

Onsdag d. 21. december ramte en glædelig julenyhed heldigvis.

Kongen var blevet udskrevet.

Det norske hof meddelte, at kong Harald skulle forholde sig i ro i nogle dage, men var i bedring.

Glad julenyhed

Hvordan juleaften og juledagene ville udspille sig for kong Harald, og hvor meget han ville kunne deltage i var dermed uvist.

1. juledag delte det norske kongehus nye billeder, og de bragte galde nyheder med sig.

De kunne meddele, at kong Harald sammen med sin hustru, dronning Sonja, kronprinsparret samt prinsesse Ingrid Alexandra havde været til julegudstjeneste i Holmenkollen Kapell i Oslo.

Kapellet ligger ikke langt fra Kongseteren, kongeparrets private villa, hvor de har fejret jul sammen med kronprinsfamilien.

På billederne ses kong Harald gående med krykker, men i ellers fin form.

Kongen plejer at holde nytårstale d. 31. december, og mens han var indlagt fortalte hoffet, at der endnu ikke var taget en beslutning om, hvem der skulle holde talen, såfremt kongen ikke var i stand til det.

Læs mere om: