Byd på Mette-Marits Prada-kjole
Den norske kronprinsesse har i denne weekend været i Bergen for at deltage i det store genbrugs-arrangement, Fretex, der er en del af det norske Frelsens Hær. Men hun nøjedes ikke med at deltage. Hun havde også selv været i klædeskabet og fundet en del privat tøj og lækre accessories, som bliver solgt på auktion i forbindelse med arrangementet.
Mette-Marit har tidligere udtalt om sit forhold til at bruge og smide væk:
- Jeg er utrolig dårlig til at smide væk eller forære væk, for jeg bruger mine kjoler igen og igen - og pludselig kommer moden tilbage igen. Jeg har dog givet kjoler væk til gode formål tidligere, siger Mette-Marit.
Til Fretex har Mette-Marit doneret adskillige kjoler. Nogle bliver solgt, som de er. Andre - bl.a. en Prada-kjole, - er blevet piftet lidt op af den norske designer Jenny Skavlan. På www.fretex.no kan du linke videre til netauktionen, hvor du kan byde bl.a. på Mette-Marits Prada-kjole. Auktionen slutter søndag aften - og søndag morgen var højeste bud på 4200 norske kroner.