Dansk kunstner får legat af dronning Sonja
Når dronning Sonja for første gang uddeleler Kjell Nupen Memorial Grant, er det den danske billedkunstner Adam Saks, der modtager.
- Saks har et engageret og eksperimenterende forhold til de fleste grafiske teknikker. Han mestrer og omfavner særkenderne i de forskellige teknikkers udtryk og omformer dermed grafikkens tekniske begrænsninger og muligheder til noget særligt og personligt, siger dronning Sonja i en pressemeddelelse.
LÆS MERE: Dronning Sonja og dronning Margrethe udstiller sammen
Dronning Sonja til stede, når prisen overrækkes
Legatet, der blev oprettet i 2014 til minde om den norske kunstner Kjell Nupen, som døde bare 58 år gammel i marts 2014, skal efter planen uddeles hvert andet år.
Den første modtager bliver altså danske Adam Saks, der sidste år var blandt de 13 nominerede til Queen Sonja Print Award – og her var Adam Saks indstillet af netop Kjell Nupen.
Med æren følger et arbejdsophold ved værkstedet Universal Arts Limited og et stipendium på 50.000 norske kroner.
Prisen vil blive overrakt til Adam Saks ved et arrangement, hvor dronning Sonja vil være til stede, i London den 8. oktober.