Annonce
19. dec. 2025
Af Malan Joensen

Derfor vælger kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit at dele den triste nyhed på utraditionel vis

Kronprinsesse Mette-Marit med sin mand, kronprins Haakon.
Kronprinsesse Mette-Marit med sin mand, kronprins Haakon.
Foto: Jesper Sunesen
Annonce
Der kan være en bestemt strategi bag, at kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit vælger netop et format som "Året med kongefamilien" til at breake nyheden.

Når året går på hæld, betyder det som regel, at man får serveret et væld af kavalkader og tilbageblik på det forgangne år i diverse medier.

Kongefamilier verden over er også altid genstand for sådanne tilbageblik på året, og derfor har den norske tv-station NRK traditionen tro sat kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit stævne i privaten Skaugum for at tale med dem om deres 2025.

Her benyttede kronprinsparret sig så af muligheden for at breake en trist nyhed fra privatfronten.

Nemlig at kronprinsesse Mette-Marits kroniske sygdom lungefibrose er blevet forværret, og at lægerne har taget hul på snakken om, at hun på sigt nok skal på ventelisten til en lungetransplantation.

Fakta

Kronprinsesse Mette-Marits sygdomsforløb

Kronprinsesse Mette-Marit kunne i 2018 dele den triste nyhed, at hun lider af den kroniske sygdom lungefibrose.

Lungefibrose er en sjælden kronisk lungesygdom, hvor lungerne bliver stive og dårlige til at ilte blodet. Det sker, fordi der danner sig arvæv i de små lungebærer.

Sygdom har ved flere lejligheder sat begrænsninger for, hvad kronprinsessen har kunnet deltage i, da sygdommen påvirker både åndedræt og energiniveau.

I oktober 2025 gennemførte kronprinsesse Mette-Marit en måneds lungerehabilitering, og vendte stærkt tilbage til flere officielle opgaver.

I december blev det så offentliggjort, at kronprinsessens tilstand er forværret, og at hendes læge går med tanker om at skrive hende på venteliste til lungetransplantation.


Kongehuset har tidligere været meget åbne omkring Mette-Marits sygdom, og om hvordan den har begrænset hendes officielle arbejde, så det er ikke overraskende, at de også med denne udvikling vælger at holde det norske folk opdateret om situationen, mener Sofie Nymand, der er royal ekspert og journalist for BILLED-BLADET:

Annonce

– Generelt har det norske kongehus en mere åben kommunikation end flere af de andre europæiske kongehuse. Flere gange i løbet af i år har vi også set, hvordan især kong Harald og kronprins Haakon har stillet op til interview og kommenteret verserende sager.

Valget af formatet "Året med kongefamilien" som kommunikationskanal er dog overraskende.

– Det er usædvanligt, at kongehuset breaker nyheden, som de gør. I stedet for den klassiske pressemeddelelse vælger kronprinsesse Mette-Marit selv at fortælle det i et interview, hvor også hendes læge kommenterer og forklarer, siger Sofie Nymand, der vurderer, det er en god strategi for parret.

Annonce

– Det har en vis effekt. Vi forstår alvoren, og alligevel tager det brodden af en ellers meget bekymrende meddelelse, da vi ser, kronprinsessen er ved godt mod, og at hun er i gode hænder, tilføjer hun.

Ifølge Sofie Nymand har det norske kongehus grebet situationen omkring kronprinsesse Mette-Marits helbredssituation helt rigtigt an med løbende at give meldinger, hvis kronprinsessen har været fraværende i perioder og ikke har kunnet varetage sine kongelige forpligtelser.

Annonce

– Kongehuset gør klogt i at være meddelsomme, når det kommer til alvorlig sygdom. Kongehuset undgår, at der opstår spekulationer i de perioder, hvor kronprinsesse Mette-Marit vil være fraværende. Samtidig giver det befolkningen en følelse af at blive inkluderet. Der er mange, der følger med i kronprinsessens liv, og det betyder noget, når hun er ærlig og åben om det, der er så privat og sårbart. Det er en tillidserklæring, vurderer Sofie Nymand.

Mere om: