
Det norske kongehus vil ikke svare på særligt spørgsmål om Sverre Magnus' fremtid

Prins Sverre Magnus er flyttet til Milano for at udforske film- og fotografiverdenen, men der er stadig usikkerhed om ét særligt spørgsmål, som det norske kongehus ikke vil svare på.
Det er nemlig om den 19-årige prins skal aftjene sin værnepligt.
Ifølge TV 2 Norge har kongehuset flere gange fået spørgsmålet, men uden at give et klart svar.
Interessen tog til, efter at prinsen i oktober valgte at flytte til Milano, hvor han er gået i gang med at starte sit eget produktionsselskab, Sverre Magnus Productions.
Samtidig har det vakt opsigt, at hans søster, prinsesse Ingrid Alexandra, efter sin gymnasietid gennemførte sin militærtjeneste, mens prins Sverre Magnus i stedet har valgt et kreativt uddannelsesforløb i udlandet.
I en mail til TV 2 Norge gentager det norske kongehus blot, at prinsen befinder sig i Italien for at udforske nye muligheder. Det sker uden at adressere spørgsmålet om værnepligt.

- Tak for henvendelsen. Som vi tidligere har kommunikeret: Prinsen er i øjeblikket i Italien, hvor han undersøger forskellige muligheder, herunder inden for film og fotografi, med et ønske om at lære mere om dette, svarer pressekontakt Sara Svanemyr fra det norske kongehus i en mail til TV 2 Norge.
Det er derfor stadig uvist, hvad Sverre Magnus fremtid kommer til at bringe.