Det skal prinsesse Ingrid Alexandra lave nu
Det går strygende for kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marits datter, prinsesse Ingrid Alexandra, 16.
Efter at have afsluttet grundskolen i flot stil er hun nu klar til at begynde i 1. g på Elvebakken videregående skole i Oslo til efteråret, meddeler det norske hof i en pressemeddelelse.
Samme skole var også prinsessens farmor, dronning Sonja, 83, i sin tid elev på.
Valgt særlig linje
Overfor norsk Se og Hør fortæller hoffets kommunikationschef, Guri Varpe, at prinsesse Ingrid Alexandra har ønsket at gå på en skole i Oslo og at valget derfor faldt på Elvebakken.
Derudover oplyser Guri Varpe, at prinsessen skal gå på den studiespecialiserende linje, hvor man blandt andet kan vælge kommunikationsfag og humanistiske fag, deriblandt kunst.
Attraktiv skole
Elvebakken er en af Oslos største skoler med omkring 1350 elever og blandt byens mest attraktive med det højeste adgangskrav, ifølge Norsk Se og Hør.
Prinsesse Ingrid Alexandra afsluttede i juni sin 10. klasse på Uranienborg ungdomsskole i Oslo.
Sødt opslag
Hendes meget stolte forældre lagde i forbindelse med skoleafslutningen et sødt Instagram-opslag ud på kronprinsesse Mette-Marits profil.
"Stolt pappa... Ingrid færdig med 10 års skolegang ❤️ Tak til alle lærere, skolevenner og gode forældre gennem alle disse år i Asker, Bærum og nu sidste år på Uranienborg skole. Vi kunne ikke være mere stolte af vores skønne pige." skrev kronprinsesse Mette-Marit til opslaget.
Prinsesse Ingrid Alexandra var elev på Oslo Internasjonale Skole på Bekkestua fra 2014 til 2019, mens hun fra 2010 til 2014 gik på Jansløkka skole i Asker.