15. aug. 2024
Af Lene Skriver Bak

Dette særlige ønske har Marius Høiby og forsvareren inden afhøring

Marius Borg Høiby og hans lillesøster, prinsesse Ingrid Alexandra, i forbindelse med fejringerne af hendes 18-års fødselsdag i 2022.
Marius Borg Høiby og hans lillesøster, prinsesse Ingrid Alexandra, i forbindelse med fejringerne af hendes 18-års fødselsdag i 2022.
Arkivfoto: Martin Høien
Marius Borg Høiby har sagt ja til at lade sig afhøre af politiet efter voldsepisoden med hans kæreste, men han og hans forsvarer har et særligt ønske.

Marius Borg Høiby, der er søn af kronprinsesse Mette-Marit, har accepteret at lade sig afhøre af politiet i Oslo.

Den 27-årige, der er sigtet for vold og hærværk mod sin 20-årige kæreste, havde ellers i første omgang nægtet at lade sig afhøre efter rådgivning fra sin forsvarsadvokat, Øyvind Bratlien.

Efter først at have udtalt sig om sine handlinger til det norske medie NRK, har Marius Borg Høiby skiftet mening, oplyser politiet, der forventer at afhøre ham i næste uge.

Hvornår afhøringen præcist finder sted, er dog uvist.

– Efter ønske fra forsvarer går vi ikke ud med et konkret tidspunkt, siger politidirektør Henriette Taxt Rødstadli i en pressemeddelelse.

Hvorfor Marius Borg Høiby og Øyvind Bratlien ikke ønsker, at det specifikke tidspunkt skal være offentligt, har politiet ikke oplyst, men et gæt kunne være, at de gerne vil forsøge at undgå, at presse og andre interesserede er til stede ved politigården i forbindelse med afhøringen.

Læs mere om: