Dronning Sonja hjalp piger efter bådulykke
Dronning Sonja kan andet end at udføre royale pligter.
Tre piger på sejltur fik problemer med motoren og en af pigerne skar sig på propellen og havde brug for hjælp. En forbipasserende båd fik hjulpet pigerne ind til en bro på Mågerø, hvor det norske kongehus har en sommerbolig.
Dronning Sonja tog affære
På broen tog dronning Sonja og en flok ansatte imod. Dronning Sonja hjalp med at forbinde pigens fod, ligesom det var dronningen, der sikrede, at der blev viklet et varmt tæppe om den tilskadekomne.
Det norske hof bekræfter episoden, skriver det norske nyhedssite tb.no.
- Jeg kan bekræfte, at dronningen og personale fra eskorte-tjenesten gav hjælp til en pige, der var kommet til skade, på broen ved kongehytten, siger den assisterende kommunikationschef ved hoffet, Sven Gj. Gjeruldsen.