
Dronning Sonja og kong Harald: Vores guldbryllup bliver en familiefest

Til august er det 50 år siden, at kong Harald og dronning Sonja sagde ja til hinanden. Men guldbrudeparret har valgt at fejre jubilæet i ro og mag sammen med familien.
- Det kommer til at blive et familiejubilæum, tror jeg. Norsk familiejubilæum, siger kong Harald i NRK-programmet ”Kongefamilien 2017”.
- Det bliver nok rimelig nedtonet, tror jeg, tilføjer dronning Sonja.
Fejring i det norske kongehus
Årsagen til, at regentparret har valgt ikke at gøre noget stort ud af dagen, er, at der de sidste par år har været flere store begivenheder i det norske kongehus.
Ikke mindst regentparrets fælles 80-års fødselsdag, som de fejrede med et brag af en fest i maj. Her deltog også flere fra den danske kongefamilie.
Og året før var der også pomp og pragt, da kong Harald og dronning Sonja sammen med resten af Norge fejrede deres 25 år på tronen.
