28. okt. 2014
Af af Sarah Haagerup, Royalista. Dansk version af Birgitte Engen

Dronning Sonja tager cyklen til Oslos virkelige centrum

Dronning Sonja.
Dronning Sonja.
Foto: Scanpix
Den norske dronning cyklede ind i skovområdet Nordmarka.

Man kunne godt blive fristet til at kalde dronning Sonja for “friluftslivets dronning” — for Norges 77-årige dronning elsker naturen og friluftslivet, som hun betragter som en livsstil og “det norskeste af det norske”, som hun selv tidligere har sagt.

I lørdags, den 25. oktober, viste dronning Sonja endnu engang sin kærlighed til udendørs udfordringer, og samtidig beviste hun, at hun er totalt fit. For hun hoppede på en cykel og kørte nordpå for at afsløre et nyt monument ved Nedre Blanksjø i Oslos store skovområde Nordmarka.

Det nye stenmonument markerer — lidt overraskende — Oslos geografiske centrum, som altså ligger langt fra byens travle gader og Kongeslottet. Det er billedkunstneren Jon Gundersen, som har skabt det nye monument. Kunstværket viser et omrids af Oslo kommune, og det er lavet i sjældne stenarter, som er specielle for Oslo.

Det var dronningen selv, som for to år siden foreslog, at man burde markere Oslos virkelige centrum med et monument.

“Jeg synes, det er vældig flot. Jeg håber, folk vil sætte pris på det og bruge det som et udflugtsmål,” sagde dronning Sonja ifølge norsk TV2.

Denne artikel er lavet i samarbejde med Royalista.com (link fjernet)

OpslagKongehuset

Læs mere om: