Efter sygemelding: Godt nyt om kong Harald fra det norske kongehus
Kong Harald har over de seneste år med jævne mellemrum døjet med helbredet, og i sidste uge blev han igen ramt.
Denne gang var det en luftvejsinfektion, der gjorde, at han måtte sygemelde sig.
Den 31. januar meddelte det norske kongehus, at den 86-årige konge ville være sygemeldt til og med fredag den 2. februar.
Fredag blev sygemeldingen dog forlænget til også at strække sig henover weekenden, men nu er der atter godt nyt om kongens helbred.
- Kongen er tilbage på arbejde i dag, og den officielle kalender er opdateret, oplyser kommunikationschefen for det norske kongehus, Guri Varpe, til det norske nyhedsbureau NTB ifølge Ritzau, skriver BT.
I kongehusets officielle kalender fremgår det nu, at kong Harald mandag aften er til stede ved et arrangement med Oslo Militære Samfund.
Tirsdag den 6. februar holder kong Harald og dronning Sonja desuden middag for Højesteret på det kongelige slot. Kronprins Haakon er ligeledes til stede ved den lejlighed.