Hård kritik af det norske kronprinspar
I disse dage rejser kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit med deres tre børn på deres såkaldte dannelsesrejse til udlandet.
To måneder forventes rejsen at vare, og ifølge norsk Se og Hør går turen først til Indien, hvor familien også planlægger at fejre jul.
- Vi ønsker at vise vores børn verden og lære dem om andre kulturer, sagde kronprinsparret, da de mødte pressen for et par uger siden.
Men nu møder kronprinsparrets planer hård kritik rundt om i landet, og debatten kører løs, om det virkelig er en god ide at tage børnene ud af skolen i så lang tid.
Det er især et problem, fordi andre forældre i Norge ikke har samme mulighed, lyder det flere steder i landets avisspalter.
Og fra kronprinsparrets egen lokalavis lyder der skarpe toner mod parrets dannelsesrejse fra avisens samfundsredaktør Tor Christian Bakken.
- Det kan næppe kaldes for dannet, når du tager børnene ud af skolen i to måneder og gør det stik modsatte af det, de fleste nordmænd forbinder med folkeskik.
- Denne rejse er desværre et udtryk for dårlig dømmekraft og manglende fingerspidsfornemmelse, fortæller redaktøren til Norsk Se og Hør.
- Hoffet har ingen kommentar til sagen og ønsker heller ikke at kommentere oplysninger omkring kronprinsfamiliens rejse, siger informationsansvarlig Sven Gjerulfsen ved hoffet til Norsk Se og Hør.