
Hans mor er kronprinsesse af Norge – men hvem er Marius Borg Høibys far?

OPDATERING 18. AUGUST 2025: 28-årige Marius Borg Høiby er nu tiltalt for 32 alvorlige hændelser, herunder fire voldtægter. Han er desuden tiltalt for blandt andet vold, seksuelt krænkende adfærd og brud på tilhold, og han risikerer op til 10 års fængsel, hvis han bliver dømt. Retssagen forventes at begynde i januar 2026. Til NRK udtaler det norske kongehus: "Det er op til domstolene at behandle denne sag og træffe en afgørelse. Vi har intet at tilføje ud over dette."
Der kom for alvor kommet fokus på Marius Borg Høiby, efter at han i august 2024 første gang blev anholdt af politiet, sigtet for vold og hærværk i en lejlighed i Oslo.
Mediedækningen omkring Marius Borg Høiby har siden været massiv – både i Norge og i udlandet, og skandalen sætter det norske kongehus under pres.
Marius Borg Høiby var blot tre år gammel, da hele Norge lærte ham at kende.
Han var nemlig søn af kronprins Haakons kæreste Mette-Marit Tjessem Høiby – og da hans mor blev Norges kronprinsesse, kom lille Marius for alvor i fokus. For det vakte stor opstandelse i Norge, at en enlig mor og hendes søn kom ind i kongehuset.


Kronprinsesse Mette-Marit fik Marius sammen med Morten Borg i 1997. De to mødte hinanden, da hun boede i et kollektiv i Lillestrøm.
Morten Borg har flere straffesager bag sig og er blandt andet dømt for vold, spritkørsel og fik i 1991 en fængselsdom for kokainbesiddelse.
Da kronprinsesse Mette-Marit blev gift med kronprins Haakon i 2001, kom Morten Borg også helt tæt på kongefamilien, og han var blandt andet inviteret med til kronprinsparrets bryllup.

Han havde også allerede en lille forbindelse til kongehuset, idét hans svigerinde, Jeanine Krogh Borg, har dronning Sonja til gudmor, fordi hendes familie er blandt kongeparrets nærmeste venner.
Da Marius Borg Høiby var lille, boede han hver anden weekend hos Morten Borg, som på det tidspunkt boede i sin brors lejlighed i Oslo-bydelen Adamstuen.
I 2004 blev Morten Borg gift med Celine Maktabi, der var datter af Mahmoud Maktabi, som var kendt i Norge for at sælge eksklusive tæpper. Parret blev skilt i 2019.

I dag arbejder Morten Borg som iværksætter og finansanalytiker.
Morten Borg har generelt holdt sig ude af mediernes søgelys, og i forbindelse med kriminalsagen mod Marius Borg Høiby har han da heller ikke udtalt sig hidtil.
