Havde Durek Verrett nederdel på? Foto fra modefest afslører det
Det var Norges mest fashionable kendisser, der i sidste uge var inviteret til det norske modemagasin ELLEs årlige sommerfest.
Blandt de inviterede var prinsesse Märtha Louise og hendes forlovede Durek Verrett, og især hans vovede look vakte opsigt på den røde løber.
Billeder fra både hans og hendes Instagram viser ikke Verretts look i fuld figur, men af billederne, de selv viser, ligner det, at Durek Verrett er klædt i noget, der kunne minde om en nederdel.
Norsk ELLE bringer på sin hjemmeside selv en lang række billeder af gæsterne til sommerfesten, og her kan man rigtig nok ane, at Durek Verrett bærer en slå-om nederdel fra det norske brand Holzweiler med et par hvide bukser under.
På Holzweilers egen hjemmeside kan man se, at Durek Verrett bærer Loch Crochet Knit Shirt og Kelp Crochet Knit Skirt i farven teal, som begge ligger i kvindekategorien på Holzweilers hjemmeside.
Prinsessen selv understreger da også selv i sit Instagram-opslag, at modefesten lagde op til, at man "brød med normerne", når det kommer til at klæde sig på:
– Igen tak til norsk ELLE for sådan en inspirerende og fantastisk aften, hvor vi kan bryde normerne og virkelig udtrykke os selv, når det kommer til mode, uden at nogen antyder, at man er "for meget", skriver hun.