
Historisk udtalelse fra kronprinsesse Mette-Marit: Jeg har skuffet jer

Det norske kongehus har været ude i et voldsomt stormvejr de seneste dage, efter det er kommet frem, at kronprinsesse Mette-Marit havde en relation til Jeffrey Epstein.
De såkaldte Epstein-filer viser, at de har korresponderet. De har også mødt hinanden flere gange.
Oplysningerne om kronprinsessen og hendes relation til den dømte seksualforbryder har chokeret nordmændene, og fredag eftermiddag har det norske kongehus udsendt en historisk pressemeddelelse.
”Vi forstår de stærke reaktioner, folk har haft på det, der er kommet frem de seneste dage. Kronprinsessen tager stærk afstand fra Epsteins overgreb og kriminelle handlinger. Hun er meget ked af ikke tidligt nok at have forstået, hvilken slags person han var. Kronprinsessen ønsker at fortælle om det, der skete og forklare sig mere detaljeret. Det kan hun ikke nu. Kronprinsessen står i en meget krævende situation. Hun håber på forståelse for, at hun har brug for tid til at samle sig”, skriver det norske kongehus.
I samme forbindelse bringes en ny udtalelses fra kronprinsessen.
”Jeg vil gerne udtrykke min dybeste beklagelse for mit venskab med Jeffrey Epstein. Det er vigtigt for mig at sige undskyld til alle jer, jeg har skuffet. Noget af indholdet af beskederne mellem Epstein og mig repræsenterer ikke den person, jeg ønsker at være. Jeg undskylder også for den situation, jeg har sat den kongelige familie i, især kongen og dronningen”, udtaler kronprinsessen i den nye pressemeddelelse.




