Hoffet meddeler: Kronprinsesse Mette-Marit er syg

Kronprinsesse Mette-Marit har meldt afbud til en tur til Tromsø med sin mand, kronprins Haakon.
Kronprinsessen lider af såkaldt øresten, også kendt som krystalsyge eller karruselsyge.
- Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen får behandling for krystalsyge. Kronprinsessen er i bedring, men efter råd fra lægen rejser kronprinsessen ikke til Tromsø i dag, oplyser det norske hof.
Et symptom på øresten er svimmelhed.
- Det er små krystaller, der river sig løs og triller i ørets buegange med voldsom svimmelhed til følge. Løse øresten eller ørekrystaller viser sig ved pludselig svimmelhed i forbindelse med hovedbevægelser, fx når man vender sig i sengen, drejer hovedet eller bukker sig ned, skriver Høreforeningen om lidelsen på deres hjemmeside.
Hoffet forventer, at kronprinsessen genoptager sine royale pligter igen søndag.