
Hvor skønt! Det norske kongehus deler herligt nyt om kronprinsesse Mette-Marit

Den norske kronprinsesse Mette-Marit fortalte i 2018, at hun lider af den kroniske sygdom lungefibrose. En sygdom, der til tider volder hende store udfordringer og påvirker hendes energiniveau og arbejdsevne.
Den 19. september i år kunne det norske kongehus så meddele, at Mette-Marit i oktober ville gennemføre en måneds lungerehabilitering.

Af den årsag ville hun derfor ikke have nogen kongelige opgaver i oktober - dog med få undtagelser.
Her nævnte det norske kongehus specifikt, at hun deltager i Stortingsmiddagen, der finder sted i morgen, den 23. oktober.
Det kom derfor som en stor overraskelse, da hendes navn pludselig stod i den kongelige kalender ud for en begivenhed i sidste uge. Her deltog hun sammen med kronprins Haakon i en aftenmesse i Oslo Domkirke i forbindelse med Den Norske Kirkes undskyldning til homoseksuelle.
To gange på to dage
Som altid var det en smilende kronprinsesse, der mødte op i domkirken, og nu er der igen skønt nyt fra det norske kongehus.
I deres kalender kan man således se, at hun dagen efter Stortingsmiddagen deltager i endnu en opgave.
Her er hun - igen i selskab med kronprins Haakon - til stede ved afsløringen af monumentet for Dronning Elizabeth af Kyiv på Harald Hårdrådes plass i Oslo.
Dermed får vi altså både kronprinsessen at se den 23. og 24. oktober.
Udover Mette-Marit deltager også kong Harald, dronning Sonja, kronprins Haakon og prinsesse Astrid, fru Ferner i Stortingsmiddagen.
