Kærlighed på toppen: Kronprins Haakon og Mette-Marits lykkelige liv
- Vi har et meget stabilt forhold, fortæller det norske kronprinsepar, der fejrede mærkedagen sammen med deres nærmeste og den norske befolkning.
De startede deres tilværelse som ægtefolk for 10 år siden som to unge og dybt forelskede mennesker. Med Mette-Marit fulgte også sønnen Marius fra et tidligere forhold.
I dag er det norske kronprinspar stadig lige vilde med hinanden og har udvidet deres lille familie med fællesbørnene Ingrid Alexandra, 7, og Sverre Magnus, 5, samt en charmerende hund, Milly Kakao. Derfor var der god grund til at fejre, at parret havde 10-års bryllupsdag.
Oprindelig var planen en stor folkefest, men de tragiske hændelser på Utøya den 22. juli fylder stadig så meget i Norge, at parret valgte et mindre arrangement. Først markerede de deres store dag med en jubilæumsgudstjeneste i Oslo Domkirke om eftermiddagen, og den hyggelige dag blev afsluttet med en eksklusiv middag på det kongelige slot, som det norske kongepar havde inviteret til om aftenen.
To dage før deres bryllupsdag havde parret friskt stillet op til fotografering under en fjeldtur i Hedmark, hvor de svarede på spørgsmål, som relaterede til deres mærkedag.
Haakon er en god far
- Vi har arbejdet hårdt og fået resultater derefter. Og så er det jo det med at få familielivet til at fungere. Vi har to smukke børn og en familie, som vi trives sammen med, svarede Mette-Marit bl.a. på spørgsmålet om, hvorvidt de 10 år har levet op til hendes forventninger.
Kronprinsessen havde kun ros til overs for sin mand.
- For det første er han verdens bedste far. Og så er han utrolig generøs og åben. Åben i den forstand, at han er vældig god til ikke at dømme folk. Og det tredje er, at du er meget, meget glad for mig!
Kronprinsessen havde dog heller ikke noget imod at indrømme, at de også kunne have deres diskussioner af og til. Blandt andet var de ikke enige om, hvorvidt de skulle anskaffe hund. Mette-Marit og børnene ville gerne, men måtte først overtale Haakon.
Flere børn en mulighed
Kronprinseparret ville ikke udelukke, at der kunne komme flere børn.
- Når det gælder selve familien, er det vældigt spændende. Jeg tror ikke, vi helt kan planlægge, hvordan det bliver, sagde Haakon.
Ud over den lille, uofficielle pressekonference havde parret også medvirket i et interview med norsk TV 2, hvor Mette-Marit overraskede fortalte om, hvordan hun og Haakon holdt en pause i forholdet, inden de blev gift.
- Vi havde besluttet, at vi skulle holde en pause, fordi det hele pludselig blev for vanskeligt. Det var som taget ud af en romantisk film. Jeg gik rundt i gaderne i Oslo i regnen og græd og græd.
Alt endte dog som bekendt godt, og i dag kan kronprinseparret glæde sig over deres harmoniske forhold og familieliv.