25. okt. 2023
Af Christinna Braun

Kong Harald sygemeldt før stor fest på slottet: Kronprins Haakon må træde til

Kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit.
Kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit.
Foto: Patrick Van Katwijk/AP/Ritzau Scanpix
Norges kong Harald er sygemeldt igen.

I weekenden meldte det norske kongehus ud, at den 86-årige kong Harald er blevet ramt af corona, og han sygemeldes, til han er symptomfri.

Onsdag lyder meldingen fra hoffet, at kongen sygemeldes ugen ud.

Sygemeldingen falder desværre sammen med den årlige middag, som kongefamilien holder for repræsentanter i Stortinget, og derfor kommenterer kongehuset også på, hvad der sker, når kongen sygemeldes.

Middagen gennemføres som planlagt, skriver hoffet, og det bliver kronprins Haakon, der er kronprinsregent under kongens fravær, der er vært sammen med dronning Sonja.

”Hans Majestæt Kongen er i god bedring, men vil være sygemeldt ugen ud.

Den årlige middag for repræsentanter i Stortinget torsdag afholdes som planlagt, og Hans Kongelige Højhed Kronprinsregenten overtager Kongens værtskabsrolle. Hendes Majestæt Dronningen, Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen og Prinsesse Astrid, Fru Ferner, vil også være til stede”, skriver kongehuset.

Middagen på kongeslottet bliver afholdt torsdag den 26. oktober.

Læs mere om: