Kongen skal opereres: Her er Sonja og Haakons plan
Torsdag eftermiddag udsendte det norske kongehus en pressemeddelelse om, at kong Harald, 83, skal gennemgå en operation fredag 9. oktober, hvor han skal have udskiftet en hjerteklap.
Ifølge kongehuset skulle kong Harald, dronning Sonja og kronprins Haakon sammen have rejst til Trondheim søndag 11. oktober på fælles officiel opgave.
Den plan er ændret som følge af operationen, meddeler kongehuset:
"Hans kongelige højhed kronprinsregenten gennemfører efter planen besøget til Trondheim for at deltage i festgudstjenesten i Nidarosdomkirken i anledning af den norske kirkes nye preses (den faste leder af Bispemødet, red.). Hendes Majestæt dronningen aflyser den planlagte rejse til Trondheim," lyder det blandt andet fra det norske kongehus.
Kronprins Haakon er i sin egenskab af kronprinsregent den, der gennemfører de såkaldte konstitutionelle opgaver i kong Haralds fravær.
Imens vil dronning Sonja med al sandsynlighed være ved sin mands side.