Kronprins Haakon berørt af billeder fra Haiti
Under en støttekoncert for jordskælvsofrene i Haiti, fortalte den norske kronprins søndag, at billederne fra Haiti virker stærkt på ham.
- De gør indtryk, og jeg tror behovet for vores hjælp er til stede. Samtidigt håber jeg - og vover at tro - at det også betyder meget for beboerne i Haiti, at der bliver holdt koncerter verden over, udtaler Haakon til VG Nett.
Til den stjernepakkede støttekoncert havde kronprins Haakon, lidt overraskende, taget Mette-Marits søn, den 13-årige Marius Borg Høiby, med.
- Jeg tror, at de som har oplevet en lignende katastrofe, kan føle støtte i, at der foregår denne type indsamlingsaktioner verden over. Jeg tror også det er vigtig for os, at få mulighed for at gøre noget når vi ser på alle disse billeder som giver så stærkt et indtryk, fortalte Haakon yderligere til VG Nett.
Støttekoncerten blev udsolgt og der er allerede indsamlet 700.000 norske kroner i billetindtægter, som går til Kirkens Nødhjælp og Norges Røde Kors´ arbejde i Haiti.