Kronprins Haakon graver efter mad i Oslo
Folk, der var på en hyggelig vandring i slotsparken i Oslo onsdag eftermiddag har sikkert blinket et par gange ekstra. For de kunne se Kronprins Haakon stå midt i et grøntsagsbed med en stor greb i hånden.
Faktisk var Haakons besøg i marken en overraskelse for alle, inklusive de unge fra organisationen 4H, som allerede var i fuld gang med den royale kartoffelhøst sammen med slotsgartner Thor Johansen. Og de var alle begejstrede over, at Kronprins Haakon snuppede en greb og gav sig til at grave kartofler op sammen med dem.
Se flere billeder af kronprins Haakon som kartoffelgraver hos Royalista!
4H, som er en forkortelse for Hånd, Hoved, Hjerte og Helbred, er en ungdomsorganisation, som bl.a. støtter lokal produktion af fødevarer. En hel flok unge var derfor draget til Oslo for at deltage i årets royale høst, da de mødte deres kongelige protektor Kronprins Haakon i marken.
Ifølge den norske avis "Nationen" fortæller Kronprins Haakon, at disse kartofler er de eneste, der dyrkes til den kongelige familie i Oslo.
Det er Kronprins Haakons mor og far, Dronning Sonja og Kong Harald, der bor på Kongeslottet i Oslo. Han og hans familie bor på Skaugum.