22. nov. 2023
Af Malan Joensen

Kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit fejrer prins Sverre Magnus: Disse udenlandske kongelige er inviteret med

Den norske kongefamilie m. kronprinsesse Mette-Marits mor Marit Tjessem t.v. i juni 2022.
Den norske kongefamilie m. kronprinsesse Mette-Marits mor Marit Tjessem t.v. i juni 2022.
Foto: Lise Aserud/AFP/Ritzau Scanpix
Kong Harald og dronning Sonjas barnebarn prins Sverre Magnus bliver snart 18, og det bliver fejret på slottet i Oslo.

At blive 18 år er en stor begivenhed for alle unge, og når man er en royal én af slagsen, kan man være sikker på, at dagen også markeres på en eller anden facon offentligt.

I Norge er der snart fødselsdagsfest på slottet i Oslo, for den 3. december bliver kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marits søn Sverre Magnus 18 år.

Det norske kongehus har onsdag udsendt en pressemeddelelse med detaljer om markeringen af prins Sverre Magnus' store dag.

Her fremgår det, at dronning Sonja og kong Harald er værter ved en officiel frokost på slottet i Oslo fredag 1. december.

"I tillegg til familien, er representanter fra det offisielle Norge, ungdomsorganisasjoner og faddere invitert til Slottet," står der blandt andet i pressemeddelelsen.

Det betyder, at der også er inviteret udenlandske kongelige til frokosten for prins Sverre Magnus, eftersom der er udenlandske kongelige blandt fadderne.

Ifølge kongehusets hjemmeside tæller de kongelige faddere Hollands dronning Máxima, kronprins Pavlos og prinsesse Rosario af Bulgarien, og de må dermed være inviteret med til fødselsdagsfrokosten.

Om der også er gæster fra den danske kongefamilie blandt de inviterede, vides endnu ikke.

Læs mere om: