Kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit ser på norsk design i New York
Den norske kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit har på en to-dages tur til New York deltaget i flere arrangementer, for at støtte norsk design og kulturs udvikling i USA.
LÆS MERE: Kronprins Haakon: Det er svært at være forælder
Kronprins Haakon så norsk design på anerkendt museum
Turen startede på ”Cooper Hewitt”, der er en afdeling af The Smithsonian, USA's nationalmuseum. Her overrakte kronprinsparret et indrammet stykke af det originale stoftapet fra Sikkerhedsrådssalen i FN.
Tapeten er designet af norske Else Poulsson tilbage i 1952, hvor Norge donerede salen til FN.
- Som det vigtigste designmuseum i USA bliver jeres rolle som bevarer og formidler af designhistorien anerkendt internationalt. Vi er stolte over, at tekstilet af Else Poulsson fra i dag er en permanent del af jeres udstilling, ved siden af nogle af verdens mest indflydelsesrige designere, sagde kronprins Haakon ved overrækkelsen.
Det skriver det norske kongehus på deres hjemmeside.
LÆS OGSÅ: Kronprinsesse Mette-Marit aflyste FN-besøg efter trafikuheld
Skaber gode kontakter til fremtidens udvikling
Det var ikke kun norsk design, der var på programmet for det norske kronprinspar.
Kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit deltog også i et frokostmøde med repræsentanter fra norsk og amerikansk musikindustri.
Norsk musik ligger godt på de amerikanske hitlister, og selskaberne i Norge er med til at skabe kontakt mellem norske musikere og amerikanske pladeselskaber, der leder specifikt efter nordmændene.
Kronprinsparret fik også tid til at hilse på 10 norske iværksættere, der er hentet af Innovasjon Norge og Generalkonsulatet.
De 10 iværksættere lærer om marketing og markedsføring før de skal præsentere deres forretningsideer til interesserede amerikanske firmaer.
Hele turen blev afsluttet i Sjømannskirken på Manhatten. Kirken, der bærer Kong Olavs navn, er et centralt samlingspunkt for nordmændene i området, og kronprins Haakon takkede alle ansatte og frivillige for deres engagement i kirken.