Kronprinsesse Mette-Marit fortæller med et grin om datterens studentertid: Vi glæder os, til vi kan slappe af
Der er ikke kun forår i luften i den norske kronprinsfamilie for tiden. Kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marits datter, prinsesse Ingrid, 19, bliver student til sommer, og allerede nu er russe-tiden i gang for de norske 3.g’ere.
Russe-tiden i Norge varer fra omkring 20. april til 17. maj, hvor landet har nationaldag.
Prinsesse Ingrid Alexandra deltager i fejringen af studentertiden som enhver anden ung i Norge, og hun har også været med til at lave ”russebus”, som er en slags studentervogn, som indrettes som diskotek og bar, og hvor de unge fester i flere uger.
Ingrids forældre, kronprinsesse Mette-Marit og kronprins Haakon, var forleden på kongelig opgave, og her blev de spurgt til datterens russe-fejring.
- Det er meget hyggeligt, simpelthen. Vi synes, det er dejligt at se Ingrid og hendes venner hygge sig så meget. Som forældre glæder vi os selvfølgelig til, at 17. maj er overstået, så vi kan slappe lidt mere af, sagde kronprinsesse Mette-Marit grinende ifølge norsk Se og Hør.
Da prinsesse Ingrid Alexandras storebror, Mette-Marits søn fra et tidligere forhold, Marius Borg Høiby, blev student i 2016, fik det norske kronprinspar lov til at komme med på russebussen, skriver norsk Se og Hør.
De ved dog ikke, om de også får lov til dette i år, hvor det er Ingrid Alexandras tur.
- Det må vi se. Hvis vi bliver inviteret, grinte kronprinsparret ifølge norsk Se og Hør.
Prinsesse Ingrid Alexandra, som er nr. 2 i den norske tronfølge, er studerende på Elvebakken videregående skole i Oslo.
Hun er barnebarn af kong Harald og dronning Sonja.