Kronprinsesse Mette-Marit og kronprins Haakon fik en stærk oplevelse
Kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit aflagde mandag besøg hos brugerne af behandlingstilbuddet Retretten midt i Oslo. Her kan misbrugere søge hjælp til at komme over deres problemer.
Kronprinsparret var dybt berørt af at høre brugernes stærke historier, men samtidig kunne de royale æresgæster glæde sig over, at flere var kommet ud af alkohol- og stofmisbruget.
Misbruger fra 10-års alderen
Det var især den daglige leder af stedet, Rita Nielsen, som med sin livshistorie gjorde et stort indtryk på kronprinsesse Mette-Marit og kronprins Haakon.
Ifølge kongehuset.no fortalte Rita Nielsen, at hun fra 10-års alderen havde brugt rusmidler. Afhængighed og misbrug af alkohol og stoffer kom hun først ud af i en alder af 34 år. Derefter begyndte hun på en uddannelse og tog initiativ til at få gang i behandlingsinstitutionen Retretten. I løbet af årene har Rita Nielsen og hendes hold hjulpet flere hundrede ud af misbrugsproblemer.
LÆS MERE: 30 dejlige billeder af kongelig kærlighed
Kronprinsesse Mette-Marit og kronprins Haakon fik en del at vide om de forskellige behandlingsmetoder og om de mange vanskeligheder, brugere og medarbejdere kan støde på undervejs i et behandlingsforløb.
Mette-Marit og Haakon hørte barsk historie
Den barskeste historie, kronprinsparret hørte i løbet af deres besøg, kom fra en kvinde, som havde siddet flere år i fængsel. Hun fortalte, at hun havde levet på gaden som hjemløs og havde mistet forældremyndigheden over sine børn. I dag har hun fået en tilværelse med fast arbejde og fast bolig, og det vigtigste af alt er, at hun igen har fået forældremyndighed over sine børn.
Spiste vafler med nye venner
Inden afgang hyggede Mette-Marit og Haakon sig i selskab med ansatte og brugere på Retretten. Der blev drukket kaffe og spist vafler, og så rejste kronprinsen sig og takkede de personer, som havde været modige nok til at stå frem og fortælle deres historie.