12. aug. 2011
Af af Marianne Singer

Kronprinsesse Mette-Marit og kronprins Haakon inviterer folket til fest

Kronprinsesse Mette-Marit og kronprins Haakon
Kronprins Haakon og Kronprinsesse Mette-Marit
Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET
200 almindelige nordmænd får lov at fejre med, når det norske kronprinspar markerer deres 10–års bryllupsdag. .

De fleste fejrer deres bryllupsdag i intimt selskab med hinanden, men ikke det norske kronprinspar. Kronprinsesse Mette-Marit og kronprins Haakon har valgt at dele fejringen af deres 10-års bryllupsdag i selskab med den norske befolkning.

Det gør de ved at stille 200 pladser til rådighed til dem, der har lyst til at deltage i markeringen af deres store dag, som foregår den 25. august med en gudstjeneste i Oslo Domkirke.

I forvejen vil gæster fra det officielle Norge, venner, familie og organisationer, som kronprinsparret arbejder sammen med være til stede.

Og skulle man ikke være blandt de heldige, der får en billet, kan man møde det sympatiske par i det efterfølgende arrangement på Universitetspladsen, hvor de fejrer 10-års jubilæet for Kronprinsparrets Fond.

For kronprinsessen er det helt naturligt og en god følelse at blande sig med resten af befolkningen.

For før hun giftede sig med kronprins Haakon, var hun selv en helt almindelig norsk pige. Rollen som kongelig skulle hun derfor først lige vænne sig til efter brylluppet, indrømmer hun i et helt nyt interview med den norske avis VG.

- Jeg var jo ikke den typiske kandidat til rollen som kronprinsesse. Det var en vældig stor omvæltning, så de første år brugte jeg egentlig bare på at finde mig tilrette. Men som tiden gik fandt jeg ud af, hvad jeg virkelig ønskede at bruge min tid på, fortæller hun blandt andet.

Læs mere om: