Kronprinsesse Mette-Marit udgiver bog med overraskende tema
Norske kronprinsesse Mette-Marit er meget interesseret i bøger og litteratur og tager nu et nyt og stort skridt ind i netop den verden.
Ifølge en pressemeddelelse fra hoffet lancerer kronprinsesse Mette-Marit sammen med den norske forfatter og forlægger Geir Gulliksen tirsdag den 3. september bogen "Hjemlandet og andre fortellinger", der handler om at være norsk.
Nye historier
Som redaktør har kronprinsesse Mette-Marit sammen med sin samarbejdspartner inviteret tolv forfattere til at bidrage med nye noveller og essay, der svarer på blandt andet følgende spørgsmål:
"Hvad vil det sige at være norsk i dag?" og "Kan vi definere noget som norsk eller findes der bare individuelle oplevelser af at tilhøre et fælleskab?"
Antologien, der udgives af Aschehoug Forlag, giver, ifølge det norske hof et interessant indblik i nogle af samfundslitteraturens stærkeste stemmer samtidig med, at de tilsammen tegner et litterært tidsbillede.