Mette-Marit talte på kvindekampdag
Litteraturhuset i Oslo dannede på kvindernes internationale kampdag ramme om forfattermødet "Nynorsk Kvinnepower", da den norske kronprinsesse Mette-Marit gik på talerstolen for at slå et slag for sit køn og for litteraturens kvinder.
I sin tale fremhævede Mette-Marit blandt andre forfatteren Virginia Woolf, som i 1929 holdt et foredrag for kvindelige studenter i Cambridge, og kronprinsessen nævnte netop dette foredrag, fordi budskabet i det også følger med tiden. Præcis som kvinder gør det i dag.
Glad, vred og taknemmelig Mette-Marit
- I dag på kvindernes internationale kampdag 2016 bliver jeg både glad, vred, rørt, oprørt, lattermild og taknemmelig, når jeg læser dette, sagde kronprinsessen, der selv er meget interesseret i litteratur, og som står bag et norsk "litteratur-tog".
- For mig er litteraturen mit eget rum. Det er dér, jeg udvikler mig som menneske, sagde kronprinsessen, der også sendte en taknemmelig tanke til alle dem, som har banet vejen.
Meld dig til BILLED-BLADETs nyhedsbrev og opdag en verden af fordele! Klik her!