23. mar. 2020
Af Malan Joensen

Midt i coronakrisen: Sådan arbejder de kongelige

Dronning Silvia, prins Daniel, kong Harald, kronprins Haakon.
Dronning Silvia, prins Daniel, kong Harald, kronprins Haakon.
Arkivfoto: MEGA
Dronning Silvia holder telefonmøder, kong Haralds statsråd foregår også over telefon, og kronprins Haakon gør brug af videomøder.

Langt de fleste mennesker i ind- og udland er ramt af nye regler og påbud i forbindelse med bekæmpelse af coronasmitte.

Mange steder må man ikke mødes særlig mange mennesker ad gangen, og alle skal helst holde sig på egen matrikel så meget som muligt.

Det betyder hjemmearbejde for mange mennesker - også for de kongelige.

Af de kongelige kalendere i Norge og Sverige fremgår det, hvordan de løser den udfordring.

Selv om der i Sverige pt. er mere lempelige regler end i Danmark, gør de svenske kongelige også deres for at forhinde smittespredning.

Hinsidan holder prins Daniel mandag møde med Generation Pep, organisationen som han selv har været initiativtager til, og det bliver gennemført som et telefonmøde.

Det anføres at mødet foregår i Stockholm, så det kan tænkes, at prinsen ringer op fra privaten på Haga Slott, hvor han bor med kronprinsesse Victoria og prinsesse Estelle, 8, og prins Oscar, 4 år.

Dronning Silvias telefonmøder

Onsdag skal dronning Silvia holde møde med bestyrelsen i World Childhood Foundation, og det bliver et telefonmøde fra kongeslottet i Stockholm, og altså ikke fra Drottningholm Slott, hvor kongeparret har privat residens.

Samme dag har kong Carl Gustaf i øvrigt et møde med stiftelsen Ungt Ledarskap, men eftersom det ikke er angivet som et telefonmøde, må antallet af deltagere være ret begrænset.

Tirsdag den 31. marts skal dronning Silvia igen til telefonen og holde møde med bestyrelsen i stiftelsen Care about the Children, og det vil ifølge kalenderen også foregå fra kongeslottet.

Statsråd over telefonen

I Norge skal kong Harald, der i øvrigt er i hjemmekarantæne efter et officielt statsbesøg til Jordan, og kronprins Haakon holde statsråd på torsdag over telefonen, og i samme uge deltager kronprins Haakon i tre videomøder.

Tirsdag gælder det Folkehelseinstituttet og Haukeland Universitetssykehus, og onsdag er der bestyrelsesmøde i Kronprinsparrets Fond - også via videomøde for at undgå coronasmitte.

Læs mere om: