
Ny liste udløser spændingen om prinsesse Märtha Louise og Durek Verrett: Her er de inde, og her er de ude

I sidste uge kom den længeventede dokumentar ”Rebel Royals: An Unlikely Love Story”, hvor man følger Norges prinsesse Märtha Louise og Durek Verrett i deres bryllupsforberedelser og får deres kærlighedshistorie, som er et virvar af kongelighed og shamanisme.
Dokumentaren har vakt opsigt både i Norge og herhjemme – og det ses tydeligt på Netflix’ topliste over populære film fra sidste uge.
Ifølge norsk SE og HØR topper dokumentaren listen i Norge og Danmark. Det er dog ikke alle steder, den er lige så populær.
På den globale rangliste glimrer den ved sit fravær. Og det er kun i otte lande, at den har sneget sig ind på top ti. Til sammenligning strøg prins Harry og hertuginde Meghans dokumentar ”Harry og Meghan” ind på top ti i 85 lande.
”Rebel Royals: An Unlikely Love Story” har i den grad skabt debat i prinsessens hjemland. Og et af de centrale kritikpunkter er hendes måde at forvalte den aftale, hun indgik med kong Harald i 2022 om at hun ikke ville benytte sin kongelige titel i kommercielle sammenhænge. I dokumentaren bruges hendes prinsesse-titel, ligesom der benyttes ældre og nyere klip af hende i en kongelig sammenhæng.
Desuden er et klip af kronprins Haakon kort før premieren blevet klippet ud, da det overskred aftalen med kongehuset om, at de ikke ville medvirke i dokumentaren.
