NYT BILLEDE: Prinsesse Ingrid Alexandra stråler på nyt fødselsdags-portræt
Kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit kan kun være stolte af deres datter, prinsesse Ingrid Alexandra, når man ser det nye fødselsdagsportræt (se nederst i artiklen, red.), der er blevet udsendt af det norske kongehus i anledning af hendes 15-års fødselsdag mandag.
Prinsesse Ingrid Alexandra er efterhånden blevet en ung, smuk kvinde, der på billedet udstråler både selvsikkerhed og god stil.
Fejres stort
Fødselsdagen er uden tvivl blevet fejret stort fra morgenstund med fødselsdagssang og hjemmebagt kringle eller kage på sengen, skriver norske VG.
Derudover venter der ret sikkert også prinsesse Ingrid Alexandra en dejlig stor familiemiddag senere på dagen.
Elsker at surfe
Som nummer to i arvefølgen til den norske trone har prinsesse Ingrid Alexandra allerede fra hun var helt lille deltaget i officielle opgaver med sine forældre, kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit.
Det norske kongehus oplyser på deres hjemmeside, at prinsesse Ingrid Alexandra elsker at stå på ski, surfe og dyrke kickboxing.
Skal konfirmeres
Siden den 19. august 2014 har prinsesse Ingrid Alexandra gået på en international skole i Oslo.
Prinsesse Ingrid Alexandra og hendes forældre inviterer til stor fest, når hun den 31. august i år skal konfirmeres i Slotskirken på det kongelige slot i Oslo.