17. jun. 2022
Af Lene Skriver Bak

Prinsesse fortæller om fødselsdagsgave: Her er alle detaljerne om diademet

Prinsesse Astrid. Indsat: Prinsesse Ingrid Alexandra.
Prinsesse Astrid. Indsat: Prinsesse Ingrid Alexandra.
Foto: Martin Høien og Ida Bjørvik / Det kongelige hoff
Prinsesse Ingrid Alexandra fik sin tipoldemors diadem i 18-års fødselsdagsgave. Læs alt om det smukke smykke her.

Prinsesse Ingrid Alexandra fik sin tipoldemors diadem i fødselsdagsgave, da hun i januar fyldte 18.

Diademet, der stammer helt tilbage fra 1900, var oprindeligt ejet af prinsesse Ingeborg af Sverige, der var mor til kong Haralds mor, kronprinsesse Märtha.

Siden gik det i arv til Märthas ældste datter, prinsesse Ragnhild, og det er nu hendes børn, der har givet diademet til prinsesse Ingrid Alexandra.

Det smukke smykke er altså et familiearvestykke, og det har stor betydning for kong Haralds storesøster, prinsesse Astrid.

- Det betyder meget for mig, at prinsesse Ingrid Alexandra har fået dette smykke, siger prinsesse Astrid til det norske kongehus' hjemmeside.

Her afslører hun også mange detaljer om det antikke diamantprydede diadem:

- Det er et smukt diadem, der består af sammensmeltende diamantcirkler sat i platin. Diamant- og perleknap-elementerne blev indsat senere.

Købt som kærlighedsgave

Diademet var en gave til prinsesse Ingeborg fra hendes mand, prins Carl.

- Bedstemor og bedstefar var til stede på verdensudstillingen i Paris i 1900, da bedstefar købte diademet til bedstemor, fortæller prinsesse Astrid.

Diademet, der er elegant og luftigt i sit udtryk, var anderledes end de mere tunge diademer, prinsesse Ingeborg allerede ejede.

- Bedstefar købte dette diadem til min bedstemor, fordi det var let at bære ved store anledninger, forklarer prinsesse Astrid.

Diademet var udstillet hos juveleren Boucheron under verdensudstillingen og her fik prins Carl altså øje på det, hvorefter han købte det med hjem til sin hustru.

Prinsesse Ingeborg var glad for diademet, som hun brugte gennem hele sit liv.

- Diademet blev flittigt brugt af bedstemor, så længe hun levede. Sidste gang bedstemor brugte det, var til min brors 21-årsdag og myndighedsdag i 1958.

Læs mere om: