Prinsesse Ingrid Alexandra fejres på slottet: De er med på hendes store dag
Der er fest og glade dage i Norge den 21. januar, hvor kronprinsparrets datter, prinsesse Ingrid Alexandra, fylder 18 år.
Prinsesse Ingrid Alexandra er nummer to til den norske trone efter sin far, kronprins Haakon, og derfor er 18-års fødselsdagen stor både for hende og for Norge.
Med de 18 år bliver prinsessen ikke blot myndig: Hun bliver også formelt tronfølger.
Fejret af det officielle Norge
Dagen før prinsesse Ingrid Alexandras 18-års fødselsdag besøgte hun Norges tre statsmagter. Først Norges parlament, det såkaldte Stortinget, derefter den højeste domstol, Høyesterett, og tilsidst statsministerens kontor.
Selve prinsesse Ingrid Alexandras fødselsdag fejres også af det officielle Norge.
Ifølge det norske kongehus’ kalender, skal prinsessen møde deputationer fra det officielle Norge, på dagen hvor hun bliver myndig.
Mor og far er med
Når prinsesse Ingrid Alexandra bliver fejret af deputationerne på Det Kongelige Slot, har hun dejligt selskab af de allerbedste støtter.
Hendes forældre, kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit, er med til at støtte deres nu 18-årige datter på hendes store dag.
Hvordan prinsesse Ingrid Alexandra skal fejres senere på dagen, er der ikke meldt noget ud om.