20. jun. 2025
Af Maria Hoang

Prinsesse Ingrid Alexandra giver stort interview: Sådan ser hendes kontor på slottet ud

Prinsesse Ingrid Alexandra. 
Prinsesse Ingrid Alexandra.
Foto: MEGA
Den 21-årige prinsesse har i et stort interview fortalt om sin tid i militæret, og i samme ombæring får vi et sjældent kig ind i hendes kontor på kongeslottet i Oslo.

Prinsesse Ingrid Alexandra, der en dag bliver dronning af Norge, afsluttede i april sin 15 måneder lange militærtjeneste.

I et stort interview med Forsvarets forum fortæller den 21-årige tronarving nu åbent om sin tid i militæret, der blandt andet indbefattede at gøre toiletter rene, lave mad og få alt for lidt søvn under øvelser.

I interviewet bliver det afsløret, at prinsessen har sit eget kontor på kongeslottet i Oslo.

– Vi møder prinsessen i hendes lyse kontor på slottet, lyder det i artiklen.

Et billede i artiklen viser da også, at prinsessens kontor er lyst og lækkert indrettet med cremefarvede sofaer, kaffemaskine, tunge gardiner og friske blomster.

Den seneste tid har prinsesse Ingrid Alexandra i den grad også vist, at hun er arbejdsom og dermed har brug for sit eget kontor.

Tilbage i april deltog hun i sit første statsbesøg fra Island, og senere på måneden er hun også med, når det franske præsidentpar besøger Norge.

Torsdag skrev hun og hendes lillebror prins Sverre Magnus historie, da de for første gang var på opgave uden deres forældre: De to kongelige søskende var med til at åbne Røde Kors’ sommerberedskab i Bærum.

Snart kommer 21-årige prinsesse Alexandra dog til at forlade sit kontor for en stund. Til august flytter hun nemlig til Australien, hvor hun skal studere samfundsvidenskab de næste tre år.

Mere om: