18. dec. 2010
Af af Ulrik Ulriksen

Prinsesse Märtha Louise bakkes op af Sissel Kyrkjebø

Prinsesse Märtha Louise
Prinsesse Märtha Louise
Foto: Alex Tran
Den norske sangerinde Sissel Kyrkjebø er enig med sin landsmand prinsesse Märtha Louise.

Sissel er ligesom prinsessen overbevist om, at der findes engle, og at hun har sin helt egen skytsengel.

- Jeg har en følelse af, at nogen passer på mig. Jeg føler, at de ting, jeg oplever, ligger parate og venter på mig. Der er nogen, som kender mig godt og kender min historie. Jeg ved ikke, hvem det er, men jeg har en følelse af, at nogen hjælper mig. Jeg tror, at vi har skytsengle, fortæller Sissel, 41, i et interview med Dagbladet Magasinet.

38-årige Märtha Louise har tiltrukket sig opmærksomhed de seneste år, fordi hun helt åbent har fortalt om sin tro på og kontakt med engle. Hun står desuden bag den såkaldte engleskole, hvor hun selv underviser. Den skole har prinsessen været kritiseret for, men Sissel Kyrkjebø forsvarer hende.

- Hvis vi alle sammen holdt fast i vores indre barn, ville vi være mere åbne for, at der findes mere mellem himmel og jord, end vi tror. Hvis vi var åbne, tror jeg, at de fleste ville se anderledes på det, Märtha Louise gør på engleskolen, siger Sissel, som har været veninde med engleprinsessen i flere år. Hun sang blandt andet til Märtha Louise og Ari Behns bryllup i 2002.

Læs mere om: