Prinsesse Märtha Louise besøgte BILLED-BLADET
Den norske prinsesse havde travlt med at promovere sin bog "Mød din skytsengel" i Danmark, men gav sig alligevel tid til et hyggeligt visit med sin medforfatter på BILLED-BLADETs redaktion i København.
- Der har været meget at se til de sidste par dage, men vi har haft det rigtig fint, fortalte prinsesse Märtha Louise, 40, da hun efter tre dage i København sagde "Hei" i Aller Huset.
Det var sidste aften i den danske hovedstad, og den blev afsluttet på Aller Media, hvor prinsessen og hendes trofaste samarbejdspartner, Elisabeth Nordeng, skulle holde et foredrag om deres engletro under Aller-eventen "Hvad tror du på?".
De foregående dage havde forfatterparret haft et hektisk program, hvor de holdt foredrag og signerede bøger under "Mystikmessen" i Bella Center, stod for en to-dages workshop i Astrologihuset på Østerbro og gav interview til TV 2's "Go'aften Danmark" og "Aftenshowet".
Alligevel virkede Märtha Louise og Elisabeth Nordeng ikke det mindste trætte, da de ankom til BILLED-BLADET ... med god grund.
- Vores energiniveau er meget stabilt hele dagen igennem. Uanset hvad vi laver, kan vi altid give os selv fornyet energi ved at udføre øvelserne fra vores bog. Det er ligesom en bil, du tanker op, når det er nødvendigt. Tanken vil aldrig være tom. Vi bruger de spirituelle værktøjer, som vi beskriver i vores bog, og fordi vi har det på plads, tappes vi ikke for energi på samme måde, forklarede Märtha Louise til BILLED-BLADETs medarbejder.