20. sep. 2010
Af af Elisabeth Bangsbøll og Louise Møller

Prinsesse Märtha Louise: Her er dit liv

Prinsesse Märtha Louise
Prinsesse Märtha Louise
Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET
Lidt opreklameret. Det var prinsesse Märtha Louises umiddelbare indtryk af Ari Behn, da parret blev præsenteret for hinanden af Aris mor

For Ari derimod var det mødet med den drømmepige, han måneder før i et interview havde omtalt som "Norges mest sexy kvinde".

Märthas førsteindtryk holdt som bekendt ikke. Tværtimod fandt hun hurtigt en beslægtet sjæl i forfatteren, og det ovenud forelskede par var så dårlige til at skjule deres forgabelse, at forlovelsen i december 2001 ikke kom bag på nogen.

EN LYKKELIG PRINSESSE

Den smaskforelskede Märtha Louise, der i september pyntede sin 30-års fødselsdagskjole med kærlighedsssymboler til Ari, kunne få måneder senere knap nok tale af bare lykke, da hun beskrev, hvordan Ari havde friet for enden af en kærlighedssti af blomster, han havde lavet gennem Kongsseterens sale.

Brylluppet blev storslået, en royal happening med show off-effekt; kongelige blandet med kendisser. Ceremonien og festen i Trondheim var en prinsesse værdig. Måske også fordi den markerede slutningen på en epoke i Märthas liv. For mens Mette-Marit otte måneder tidligere giftede sig ind i kongefamilien og blev kronprinsesse, giftede Märtha Louise sig ud af den. Nu gjaldt det livet med Ari.

LIVET SOM ÆGTEPAR

I dag, ni år efter brylluppet, lever parret med deres tre døtre et tilbagetrukket liv på familien ejendom i Lommedalen langt fra fotografernes blitz. Sådan ønsker Märtha Louise det, og hun går rettens gang, når det ikke bliver respekteret.

MÄRTHA LOUISES PERSONLIGHED

Født nysgerrig og udfarende, men også tvunget af andres opfattelser af rollen som prinsesse, fik Märtha Louise blod på tanden til at finde ud af, hvem hun egentligt var som menneske.

- Jeg tror, at alle på et tidspunkt i barndommen er sikre på, at de er forbyttede børn, og at deres kongelige forældre kommer og henter dem. For mig var det lidt omvendt: Jeg mente, at jeg var forbyttet, og at mine rigtige forældre ville komme og hente mig en dag, har Märtha Louise sagt.

Märtha fik altid mere opmærksomhed end sine jævnaldrende, selv om hendes opvækst var næsten normal.

- Fordi der altid har været så megen fokus på mig udefra, har jeg tidligt måttet spørge mig selv: "Hvad er mit sande jeg?".

Kærligheden til eventyr har altid været latent, og inspireret af Ari begyndt Märtha selv at skrive. Hendes turneer som fortæller og hendes bøger er med enkelte undtagelser blevet positivt modtaget. Men for tre år siden skilte hun vandene, da hun fortalte om sin evne til at tale med engle og efterfølgende oprettede Engleskolen.

Reaktionen udeblev ikke. Enkelte forargede kritikere sammenlignede hende med Satan; aviser og medier debatterede frem og tilbage om, hvorvidt en prinsesse og medlem af folkekirken virkelig kunne stå offentligt frem med den slags meninger, mens andre nøjedes med at gøre tykt grin med Märthas nye lidenskab.

Men Märtha er still going strong. Efter mottoet:

- For mig er en prinsesse én, der tør være den hun er.

FAKTA OM MÄRTHA LOUISE:

  • NAVN: Märtha Louise
  • TITEL: Prinsesse af Norge, siden 1. februar 2002 ikke længere kongelig højhed
  • FORÆLDRE: Kong Harald V og dronning Sonja
  • FØDT: 22. september 1972
  • FORLOVET: 13. december 2001 med forfatter Ari Mikael Behn
  • GIFT: 24. maj 2002 i Nidaros Domkirke, Trondheim
  • SKOLEGANG: Smestad skole, student fra Kristelig Gymnasium i Oslo 1990
  • UDDANNELSE: Fysioterapihøjskolen 1993-97, videreuddannet i rosenterapi
  • INTERESSER: Litteratur, musik, friluftsliv, sang og hestesport
  • BØRN: Maud Angelica Behn, Leah Isadora Behn, Emma Tallulah Behn
  • JOB: Siden 2002 eneste medarbejder i Prinsesse Märtha Louise Kulturformidling

Læs mere om: