Se billederne: Det norske kongehus deler skønne familiebilleder
Fredag fylder Norges prinsesse Ingrid Alexandra 18 år.
Kongehuset markerer dagen med nye flotte billeder af fødselaren med sin familie, som du kan se i galleriet øverst.
På det store familiebillede kan man udover prinsessen, regentparret og kronprinsparret se fødselarens brødre, prins Sverre Magnus og Marius Borg Høiby, samt prinsessens mormor, Marit tjessem.
Udover det store familiebillede har kongehuset også delt et skønt billede af prinsessen med sin farfar, kong Harald, og sin far, kronprins Haakon.
Det er samtidig et historisk billede af Norges regent og to fremtidige regenter, da Ingrid Alexandra er nummer to til den norske trone.
Selvom corona-situationen har lagt en dæmper på en del af festlighederne, bliver den store dag naturligvis fejret af det officielle Norge og den nære familie.
Også dagen før selve fødselsdagen markerede prinsessen den store dag ved at besøge Norges parlament, det såkaldte Stortinget, derefter den højeste domstol, Høyesterett, og til sidst statsministerens kontor.