Stor fødselsdagsgave til kong Harald og Sonja
Den 21. februar fylder kong Harald 75 år, og få måneder efter den 4. juli er det dronning Sonja.
Det skal selvfølgelig fejres, og derfor er der blandt andet allerede planlagt fine gaver til det populære par.
En af de store gavegivere er den norske regering, der forærer fødselarerne en række udstillinger med skatte fra slottets samlinger.
Den første af dem åbner allerede den 16. februar og har undertitlen "Kongelige rejser 1905-2005". I den anledning blev den 800 kg tunge vogn, der blev lavet i forbindelse med kroningen af kong Haakon og dronning Maud i 1906 løftet ind gennem et vindue på Kunstindustrimuseet, hvilket tog mere end fem timer. Ud over kroningsvognen kan besøgende se kongelige gaver, kufferter, dragter, uniformer rejsekøretøjer, smykker og ordener.
Der kommer til at blive arrangeret fire større udstillinger i hhv. Oslo og Bergen i 2012 og i Tromsø og Trondheim i 2013. Derudover vil der være to vandreudstillinger, der bliver tilbudt til skoler og museer.