TILLYKKE: Kong Harald fylder 80 år
Kong Harald fejrer ikke hjemme på slottet i Oslo på sin 80-års fødselsdag tirsdag.
Til gengæld holder han, ifølge norske Se og Hør, et brag af en fælles fødselsdagsfest i midten af maj sammen med hustruen, dronning Sonja, der fylder 80 år til sommer.
Folket elsker kong Harald
Det var ikke en selvfølge, at Harald V skulle blive en lige så elsket konge som sin far, Olav V – også kaldet ”Folkekongen” i de norske medier.
Men kong Harald og dronning Sonjas store 25-års jubilæumsfejring i 2016 viste atter engang, at det norske folk elsker deres konge.
SE BILLEDERNE: Kong Harald og dronning Sonja fejrer 25 år som kongepar
Overtog efter kong Olav
Kong Harald overtog tronen efter sin far, kong Olav, da han døde efter et hjertetilfælde den 17. januar 1991.
Han blev den første norske konge i 567 år, som var født i Norge.
Dejlige børnebørn
Harald var ligesom hustruen Sonja 53 år, da de blev Norges nye kongepar, og de havde derfor haft mange år at forberede sig på de ansvarstunge roller.
Sammen er kongeparret forældre til kronprins Haakon og prinsesse Märtha Louise, der begge har givet kongeparret dejlige børnebørn.
Kong Harald har deltaget i adskillige nationale og internationale sejlmesterskaber, blandt andet OL, og han har både været med til at vinde et verdensmesterskab og et europamesterskab.
Dronning Sonja stor støtte
Dronning Sonja har altid været en stor støtte for sin mand.
Men hun fik ikke ligefrem en varm modtagelse, da hun i sin tid fandt sammen med Harald.
Alt endte lykkeligt
I hele ni år skjulte kronprins Harald og Sonja Haraldsen, at de var kærester på grund af stor modstand fra kong Olav, norske politikere og den norske presse.
Alt endte som bekendt lykkeligt, og den 29. august 1968 gav Harald sit ja til Sonja Haraldsen i Oslo Domkirke.