VIDEO: Haakon og Mette-Marit bød på hyggelig middag i hjemlige rammer
Kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit inviterede i år for 14. gang gæster indenfor til en middag på deres landsted Skaugum i Asker.
De 60 gæster har alle været tilknyttet den netop afholdte landsindsamling på NRK, TV-aksjonen 2018, til fordel for Kirkens Bymisjons arbejde.
Kronprinsesse Mette-Marit er protektor for eventen.
Hylder frivillige
Med middagen ville kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit hylde de mange frivillige, der deltog i indsamlingen.
I videoen fra middagen, som kongehuset har lagt ud på deres hjemmeside, ses lidt overvældede og glade gæster, der bliver modtaget af et veloplagt kronprinspar.
Befippet gæst
En særligt sød scene er, da en kvindelig gæst bliver helt befippet over at skulle have kronprins Haakon som bordherre.
Udover den gode mad, der blev serveret i hyggelige lokaler, kunne de mange gæster også nyde musikalske indslag fra Marthe Wang.