
Oplevede prinsessebryllup i Liechtenstein fra "den anden side": Nye detaljer

Blandt de mange pressefolk, der sidste weekend dækkede brylluppet mellem prinsesse Marie Caroline og Leopoldo Maduro Vollmer i St. Florin-katedralen i Vaduz, Liechtensteins hovedstad, var også den garvede hollandske fotograf Albert Nieboer, der gennem årtier har rejst verden rundt for at fotografere kongelige.
Til BILLED-BLADET fortæller han om sine oplevelser fra den store kærlighedsfejring i Liechtenstein.
- Det var en overskyet morgen, da pressen samlede sig foran St. Florin-katedralen i Vaduz. I dagens anledning var der lagt en flot blå løber på trappen, så den nationale and internationale presse kunne få det perfekte skue af brudeparret og deres gæster, når de forlod katedralen efter vielsen. Bruden var omkring et kvarter forsinket, da hun ankom sammen med sin far, arveprins Alois, i en klassisk hvid Rolls Royce.

- Efter omkring halvanden times tid kom det nygifte par ud af katedralen og kyssede to gange på trappen foran pressen og de mange fremmødte. De så meget lykkelige ud, fortæller han.


Albert Nieboer forklarer endvidere, at der gik endnu 45 minutter før de mange hundrede gæster blev transporteret videre med bus til Vaduz Slot, der er fyrstefamiliens private og officielle residens, til en privat reception i den kongelige have.
Fyrst Hans Adam 2., brudens farfar, blev ikke set af pressen hverken ved ankomst eller afgang.
Han blev dog spottet inde i katedralen.