Serbiens kronprins Alexander vil savne prins Henrik: Han var en god ven
Flere europæiske kongehuse har udtrykt deres sorg over prins Henriks død, og den triste nyhed har også berørt det serbiske kronprinspar dybt.
Kronprins Alexander af Serbien og hans hustru kronprinsesse Katherine kendte prins Henrik godt og sender familien varme tanker.
- Vi er meget triste over prins Henriks død. Min hustru og jeg sender vores dybeste sympati og kondolence til dronning Margrethe og familien, siger kronprins Alexander til britiske Royal Central.
Beundrede prins Henrik
Den 72-årige kronprins har kendt prins Henrik i mange år og tænker tilbage på ham med et smil.
- Prins Henrik var en god ven, som jeg beundrede og respekterede rigtig meget, fortæller kronprins Alexander til Royal Central og tilføjer:
- Vi talte fransk sammen, og det var altid en stor fornøjelse at se ham. Min hustru og jeg vil savne ham rigtig meget.