Prins Joachim roses af vennerne
Prins Joachims nære venner har han fundet i skoletiden på Krebs' Skole og i teenageårene, og de er blandt dem, der kender ham allerbedst. Og i anledning af prinsens nyligt overståede 40-års fødselsdag gav de BILLED-BLADET et indblik i Joachims mere private sider.
"Han er, for nu at sige det lige ud, en skide god ven," fortæller direktør Simon Bast, der blev venner med prins Joachim som ni-årig: "Selv om vi ikke sidder lårene af hinanden - altså ser hinanden dagligt, så ved man altid, hvor man har Joachim. Han har en stor nærhed, hvilket jeg sætter utrolig stor pris på," lyder det flatterende skudsmål fra Simon Bast.
Også vennen Christian Scherfig giver en flot beskrivelse af prins Joachim: "Jeg vil beskrive prins Joachim som humoristisk, et stort familiemenneske og som en meget omsorgsfuld person. Han forstår at værdsætte nuet og er altid enormt givende i sociale situationer," siger Scherfig til BILLED-BLADET og tilføjer: "Desuden tænker Joachim meget på sin families og på sine venners velbefindende. Han har aldrig nok i sig selv og har altid tid til at lytte."
Den eneste til at dryppe lidt malurt i bægeret, er Oscar Siesbye, der med et glimt i øjet fortæller BILLED-BLADET, at hans gode ven er en elendig sportsmand. Og mon ikke den karakteristik er til at leve med for Joachim, der for nylig fik en tredjeplads og en pokal for sin indsats i et motorløb?