13. aug. 2025
Af Sofie Nymand

Prinsesse Claudia og prins Josef-Emanuel chokerer: Har fået barn i al hemmelighed

Prinsesse Claudia og prins Josef-Emanuel
Prinsesse Claudia og prins Josef-Emanuel
Foto: Gtres/Splash/Ritzau Scanpix
De har holdt graviditeten hemmelig. Nu afslører det royale par, at de har fået deres andet barn.

En lille baby, svøbt i smørgul strikcardigan og med et gråt uldtæppe, hvorpå sirligt broderi afslører hans navn: Nikolai.

”De første 40 dage med Niki,” skriver den lykkelige mor, prinsesse Claudia af Liechtenstein, til billederne af den lille ny.

Opslaget på Instagram, som prinsessen delte tidligere på måneden, afslører, at hun og prins Josef-Emmanuel er blevet forældre for anden gang. Det er i sig selv en fantastisk nyhed – men også noget overraskende. Det var nemlig de færreste, som vidste, at prinsessen var gravid.

Det skriver Tatler, som yderligere beskriver, hvordan nyheden har overrasket royale fans og endda chokeret fyrstedømmets society, som fylder kommentarsporet med lykønskninger.

Parret er lykkedes med at holde graviditeten og fødslen for dem selv, og lille Nikolai er derfor kommet til verden i al hemmelighed.

Det sker to år efter, parret blev forældre for første gang. I marts 2023 fik prinsesse Claudia og prins Josef-Emanuel sønnen Leopold, som nu kan kalde sig storebror.

Året forinden blev parret gift under et storstilet bryllup i St. Peter Claver Kirken i brudens fødeland Colombia, hvor kongelige og prominente gæster deltog.

Kongelige begivenheder og kendisnyt - direkte i din indbakke!

Prins Josef-Emanuel er på sin fars side nevø af Liechtensteins nuværende fyrste, Hans Adam 2. Mens prinsens mor, prinsesse Maragretha, er søster til storhertug Henri af Luxembourg.

Prinsesse Claudia er fra Colombia og datter af den colombianske socialite Evelia Suárez og den afdøde forretningsmand Felipe Echavarría Rocha.

Mere om: