Prinsesse Estelle fik fem fornemme faddere
Danske kronprinsesse Mary var blandt de fem faddere, der blev offentliggjort lige optil prinsesse Estelles dåb i slotskirken på Stockholm slot. Kronprinsesse Victoria og prins Daniel havde valgt et stærkt hold af gudmødre og -fædre, som fulgte dem ind i kirken.
Faddergruppen består af to kronprinser, en kronprinsesse, en prins samt prins Daniels elskede søster. Her er en kort præsentation af de fem.
Kronprins Haakon af Norge
Tæt knyttet til kronprinsesse Victoria gennem deres fælles royale skæbne som fødte tronarvinger. Kronprins Frederik er ligeledes knyttet til de to af samme grund. Kronprinsesse Victoria er fadder til kronprins Haakons førstefødte, prinsesse Ingrid Alexandra.
Kronprins Willem-Alexander af Holland
Et nært venskab er vokset op mellem de unge skandinaviske kongelige og det hollandske kronprinspar, og det bliver cementeret ved den flotte gestus, som kronprinsesse Victoria og prins Daniel viser den hollandske kronprins. Kronprinsesse Victoria er gudmor til det hollandske kronprinspars førstefødte, prinsesse Catharina-Amalia.
Kronprinsesse Mary af Danmark
Forholdet mellem den svenske og den danske kronprinsesse er særdeles tæt. Gennem ægteskabet med kronprins Frederik har kronprinsesse Mary i medgift fået familieforholdet til Victoria. Den gensidige respekt mellem de to er stor. Kronprinsesse Victoria er fadder til Frederik og Marys førstefødte, prins Christian.
Prins Carl Philip af Sverige
Som kronprinsesse Victorias ældste søskende er prins Carl Philip selvskrevet til rollen som fadder til den kommende tronarving.
Anna Westling Söderström
Prins Daniels storesøster er et indlysende valg midt i den fornemme, royale flok. Anna er født i 1970 og har to piger, der begge var brudepiger ved brylluppet mellem Daniel og Victoria.