3. jul. 2011
Af af Ulrik Ulriksen i Monaco

Prinsesse Marie gik til bryllupsmiddag med prins Daniel

Prinsesse Marie og prins Daniel
Prinsesse Marie og prins Daniel
Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET
De kongelige byttede partner til den kongelig bryllupsfest i Monte Carlo lørdag aften.

Prinsesse Marie fulgtes med svenske prins Daniel, da de kongelige bryllupsgæster i Monaco gik til gallamiddag sammen i Opera Garnier.

Næsten alle gæster til fyrst Albert og fyrstinde Charlenes bryllupsfest var på plads ved 21-tiden - et par timer efter den kirkelige bryllupsvelsignelse på slottet.

Der manglede dog dagens hovedpersoner og alle de kongelige gæster inklusive det danske firkløver bestående af kronprins Frederik, kronprinsesse Mary, prins Joachim og prinsesse Marie.

De kongelige gæster og brudeparret samt deres familier nød en cocktail på Hotel De Paris' grønne terrasse, inden de ved 21.30-tiden stødte til de mange hundrede andre gæster i operaen.

Efter at have sludret og nippet til en drink, spadserede de kongelige over gaden fra Hotel De Paris til Opera Garnier for at nyde gallamiddagen med fransk cuisine a la sublime, som Michelin-kokken Alain Ducasse stod for. Vinene var fra Sydafrika, hvor bruden Charlene stammer fra.

På vej til festmiddagen gik de kongelige gæster ikke side om side med deres bedre halvdele. De var blevet splittet op i nye og interessante par.

Prinsesse Marie gik derfor sammen med svenske prins Daniel til fest, mens prins Joachim fulgtes med den hollandske kronprinsesse Maxima.

Kronprinsesse Mary spadserede til bryllupsparty med Belgiens prins Philippe.

Glæd dig til at se alle de bedste billeder og til at få de mest interessante detaljer fra bryllupsmiddagen og nattefesten serveret i BILLED-BLADET på torsdag af Monaco-reporterne Trine Larsen og Ulrik Ulriksen samt fotograferne Martin Høien og Lars Laursen.

Monaco-tillægget med særlig fokus på Danmarks kongelige stjerner Mary, Marie, Frederik og Joachim vil være spækket med fornemme kjoler og festlige reportager.

Læs mere om: