Det spanske kongehus deler stor nyhed: Datteren flytter til udlandet
Der venter prinsesse Leonor, 15, en spændende tid senere på året.
Ifølge Royal Central skal den spanske tronfølger nemlig afslutte sidste del af sin gymnasieuddannelse på den internationale linie "International Baccalaureate" på UWC Atlantic College i Wales.
Skal bo på skolen
Det er samme uddannelsessted, som også den belgiske tronfølger, kronprinsesse Elisabeth, 19, tidligere har været elev på.
Og prinsesse Leonor skal ligesom prinsesse Elisabeth gjorde det, bo på skolen.
Skal snart afsted
Kong Felipe og dronning Letizia meddeler, at deres ældste datter tager til Wales enten sidst i august eller tidlig september for at begynde sit studie, der kommer til at tage to år.
For tiden er prinsesse Leonor elev på Madrid' s Santa Maria de los Rosales skole, hvor også hendes lillesøster, prinsesse Sofia, 13, går.
Betales af apanage
Under sit studieophold i Wales kommer prinsesse Leonor til blandt andet at få undervisning i samfundsfag og naturfag.
Skoleopholdet betales af den spanske kongefamilies apanage.
Krævende optagelse
Prinsesse Leonor har været igennem en krævende optagelsesproces med forskellige test, der har givet hende adgang til gymnasiet.
Kronprinsesse Elisabeth var elev på skolen fra 2018 til 2020.